Det er min hobby at udforske grotter, og derfor bruger jeg al min tid i eksotiske skove eller oppe i høje bjerge, hvor man stadigvæk kan gøre de mest fantastiske opdagelser.

En sommer var jeg i et kalkstensområde, og nærmest ved et tilfælde, faldt jeg over en godt skjult indgang. Da jeg gik ind i grotten, så jeg først en lys hule, og derefter flere gange der forgrenede sig.

I nogle af de mindre huler var bunden nærmest blød, således at den indbød til at man kunne ligge ned. Da det begyndte at blive sent, besluttede jeg at overnatte, for så næste dag at udforske hele hulesystemet.

Timer senere vågnede jeg ved lyden af en stille vrinsken. Mit hjerte bankede derudaf: Der var ingen mulighed for at komme ud. Jeg var helt stille, men åbnede så forsigtigt halvt det ene øje. Da så jeg den ene af dem i al sin forunderlighed, og mit hjerte pumpede adrenalin rundt i mine blodårer alt det det kunne.

Den var kridhvid, meget smuk og med et horn i panden. Da vidste jeg at det var en drøm. Der findes ikke enhjørninger i den virkelige verden! Mit hjerte faldt til ro igen med et smil.

Det hvide væsen sansede at jeg var venlig sindet. Den puffede blidt til min arm. Jeg satte mig op, strøg min hånd på dens manke og vrinskede, men naturligvis forstod den intet af mit forsøg på at tale dens sprog.

Så kom det næste chok: Den talte til mig i mit sprog, fortalte at det var meget vigtigt at jeg ikke fortalte nogen om dette sted, for ellers ville dens liv være i fare. Jeg svarede at det kunne jeg godt forstå og lovede at aldrig sige noget til nogen.

Senere tog den mig ind i det største rum, som nærmest lignede en lille katedral. Mange væsener var samlet til et stormøde, for at genfortælle deres forfædres historie, således at ingen skulle glemme dem. Dette var et ritual som de gentog hver aften og min nye ven oversatte fra deres sprog til mit.

Jeg vågnede næste dag mere lykkelig end nogensinde før, og blev forundret over at opdage, at jeg havde sovet ved siden af den smukke enhjørning. Det var ikke en drøm!

Nu gjorde vi os klar. Hele flokken samledes udenfor, og jeg kom op på ryggen af min ven, hvorefter vi red i hvad der føltes som en halv time.

Der så jeg en skov af de hvideste birketræer. Min ven fortalte at her imellem den hvide bark var de bedst beskyttet imod udefrakommende. Der græssede de og drak vand fra en stille bæk som løb igennem landskabet.

Det var her uheldet skete. Jeg skred ned i vandet og forstuvede min højre fod. Men min ven sagde: »Bare roligt.« Så lagde den snuden ind mod min fod og pustede varm luft hen over den. Kort tid efter var foden healet og jeg kunne igen løbe rundt blandt de mange blomster og insekter, forundret over det skete. Jeg lagde mig ind til hesten og gav den et kram.

Så sagde jeg at her ville jeg altid leve, sammen med dem. Men enhjørningen, som var meget vis, sagde at det ville ikke være rigtigt, fordi mennesker skal være sammen med mennesker, ligesom heste skal være sammen med heste for at trives og være lykkelige. Det er det vigtigste i livet.

Efter tre dage løb jeg tør for proviant og måtte sige farvel til dem alle sammen, og min ven bar mig igennem den hvide skov hen til udkanten af deres rige, hvor vi med tårer i øjnene sagde farvel.