»De er landet.« Det tager mig tyve minutter at køre hen til boligområdet, alt imens Thomas i telefonen fortæller hvad han ser. Denne tågede morgen er et par skibe landet imellem blokkene, og de første nyankomne står allerede udenfor, hvor der er flere tilskuerne som filmer, dog holder de en vis afstand. Andre er modigere og har fået kontakt. Først da jeg ankommer kan jeg få fat i Sarah, som er i hovedstaden. Hun siger at hun skynder sig.
Så kommer det første chok: En kvinde falder bagover. Jeg løber hen for at se hvad der sker. En af de nyankomne griber hende og lægger hende blidt ned på ryggen. Så ser jeg en anden af dem lægge hånden på en ung mands pande som også mister bevidstheden og lægges ned på det tørre underlag.
De ser venlige og sympatiske ud. Deres ansigter er nærmest nuttede, hvilket skaber empati. De er ikke så høje, ligner mennesker, men der er et eller andet som tydeligvis er anderledes. Så går det op for mig at de er kunstigt skabt. De ligner japanske mangafigurer, hvorfor en kalder dem mangaterne.
Efter få minutter kommer kvinden til sig selv igen og siger at hun har det meget bedre. Også den unge mand vågner og fortæller at hans smerter er forsvundet. Andre stiller sig i kø og får samme behandling. Under håndspålæggelsen taler de et fremmedsprog, men ellers er der ingen samtale, det er ikke nødvendigt at kommunikere. Så snart de første mennesker får det bedre, spreder velviljen sig og alle kan mærke at den empatiske kraft fra healerne virker.
Nu ser jeg fire andre skibe, en anelse større komme til syne og de lander ikke så langt herfra. Flere mangater kommer ud og ritualet gentager sig. En halv time senere lander yderligere fem skibe. Disse mangater spreder sig ud til boligblokkene og efter få timer er alle mennesker kontaktet og har fået tilbudt at gennemgå samme ritual. Så sivede mangaterne tilbage til deres fartøjer.
Sarah dukker op og taler i telefonen med vores redaktør Lea. Det ser ud til at de to første skibe igen gør klar til at lette fra græskorridoren, og flokken af mennesker bedes trække sig tilbage. Da området igen er tomt for skibe, ankommer der stadigt flere mennesker. Jeg står tilbage sammen med Sarah og vi taler om hvad vi har set. Sarah ringer rundt til dem hun kender. Selv er jeg stadigvæk i en eller anden tilstand af chok. Tankerne farer rundt. Hvad skal jeg skrive i min blok? Der går en halv time mere før jeg kan tage mig sammen og ringer til min familie. De har tusinde spørgsmål, men jeg har ingen svar.
Sarah taler med flere af dem som deltog i ritualet. De siger at det er som om at mangaterne kunne mærke deres helbredstilstand, høre deres tanker og at de selv kunne mærke empatien fra de nyankomne. Det tager mig en time at strikke et indlæg sammen til min blok. Spørgsmålene hober sig op og kommentarerne vælter ind i dagevis.
